Mariager Højskole

teologilinjen700x400

Teologilinjen
Et år på teologilinjen fokuserer på fire områder: Bibel, liv, teologi og tjeneste. I løbet af et skoleår vil du derfor få et overblik og et indblik i Guds ord som aldrig før. Du vil blive ansporet til personlig vækst, få grundig indføring i de mest essentielle sider af kristendommen, og endelig vil du også få undervisning, der er målrettet mod tjeneste. Teologilinjen er for dig, som ønsker at studere bibelsk teologi og dykke dybere ned den kristne dogmatik.

Akademisk Skrivning & Teologisk Refleksion
Akademisk Skrivning og Teologisk Refleksion er et gennemgående fag på teologilinjen. Her introduceres du for redskaber, der kan hjælpe dig med at studere bibelen bedre og bliver trænet til teologisk refleksion. Alle elever på Teologilinjen får Logos bibelstudieprogram, der indeholder flere hundrede bøger og redskaber til at foretage målrettede søgninger i bibelen. I Akademisk Skrivning og Teologisk Refleksion får du undervisning i hvordan du kan bruge Logos til at åbne bibelen op.

Faget hjælper dig således til:
• At blive en bedre student af Bibelen
• At formulere dig klarere og mere akademisk på skrift
• At foretage teologisk refleksion.

Nytestamentlig og gammeltestamentlig oversigt
Som elev på Teologilinjen vil du få en grundig indføring i Det Nye Testamente såvel som Det Gamle Testamente. Nytestamentlig oversigt bliver varetaget som specifikke uger med fokus på forskellige bøger, som f.eks. de synoptiske evangelier, Johannesevangeliet, Apostlenes gerninger og Romerbrevet. Derudover vil der være to uger sat af til en generel indføring i Det Nye Testamentes historie, og resten af de bøger i Det Nye Testamente, der ikke bliver gennemgået specifikt. Gammeltestamentlig oversigt er et gennemgående fag, som hjælper dig til at få læst hele Det Gamle Testamente, og specifikt gennemgår alle 39 bøger i Det Gamle Testamente. Undervisningen giver en forståelse for hver enkelt bogs formål, baggrund og hovedtemaer.

Undervisere og ansvarlige på Teologilinjen
De lærere, som tegner teologilinjen er Solfrid Bracher og Jakob Vagner. Derudover medvirker andre faste lærere på højskolen og en række gæstelærere.